onsdag den 10. december 2014

Landbrug: Visionsløst politisk udspil

Vi er netop udnævnt til verdens bedste land, når det gælder klimaløsninger. Kloden rundt sælger Danmark løs af grønne teknologier og eksporten af dansk økologi eksploderer. Det sker, fordi en stadig større del af verdens befolkninger vil have grønne løsninger og her dur gårsdagens løsninger ikke.

Derfor er det ærgerligt at læse at et nyt valgoplæg fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der lover flere svin i stalden og mere gylle på marken. Håbet er, at det skulle løse landbrugets massive problemer.

Det forekommer nærmest uærligt at foregøgle landmændene, at de kan løse deres problemer med samme tankegang, der skabte dem.

Det er politisk visionsløst at ville masseproducere endnu flere svin i Danmark. Det kan gøres uendeligt meget billigere i andre lande, og det løser ikke problemer med MRSA, dyrevelfærd, og natur og miljø.

Det giver heller ikke flere arbejdspladser.

Fra 2003 til 2013 steg svineproduktionen fra 24,6 til 29 millioner svin, men i samme periode faldt antallet af job på slagterierne med en tredjedel.
Det samme gælder arbejdspladserne på gårdene, hvor flere end 23.000 er forsvundet. Og årtiers ensidige krav om "mere af det samme" har været med til at gældsætte landbruget til op over kanten af gylletanken.

Det hårdest opdyrkede land
Vi skylder også på natur-og miljøsiden. Danmark er nemlig Europas hårdest opdyrkede land. Den massive husdyrproduktion giver os nogle særlige udfordringer, fordi vi samtidig har noget af Europas mest sårbare vandmiljø. Det er derfor nødvendige miljøkrav, Danmark har, og vi er faktuelt langt fra i mål, når det gælder natur-og miljøbeskyttelse.
De borgerliges idé om at give køb på miljøbeskyttelsen er således dødfødt. EU har allerede øje på den svage danske vandindsats, og flere svin og mere gylle vil koste skatteyderne deres rene vand, mangfoldigheden af arter og årtiers indsats for natur og miljø sættes i stå eller fortabes.

Tænk, hvis V, K og DF i stedet ville anerkende potentialet i det, de selv kalder verdens bedste landbrug. Selvfølgelig skal det danske landbrug ikke blot producere bulkvarer, når en stærkt stigende andel af verdens forbrugere vil bruge en større andel af deres indkomst på fødevarer, som både i produktionsmetoder, fødevaresikkerhed og i smag er af en meget høj standard.

Det handler om mod og visioner
Jeg ville ønske, at landbrugets ledere kunne finde modet og ærligt fortælle deres medlemmer, at det er nye tider. Vi kan ikke længere gøre, som vi plejer. Vi vil ikke længere have mere af det samme. Vi vil have ordentlige varer - produceret med et ærligt fokus på natur og miljø omkostningerne - på dyrevelfærd og folkesundhed. Og på grøn omstilling og varige arbejdspladser i Danmark.

Jeg ville ønske, at alle Folketingets partier kunne finde modet til at gribe visionen om et Danmark i den grønne førertrøje - også når det gælder landbrug. At partierne sammen bidrager til en plan for en grøn omstilling af landbruget, som bringer dansk landbrug foran med kvalitet, dyrevelfærd og hensyn til sundhed, natur og miljø.

Det økologiske forbrug af fødevarer vokser støt, ikke kun i Danmark, men over hele verden. Vores eksport er således fordoblet på fire år.

I 2012 udgjorde den samlede omsætning af økologiske fødevarer i verden mere end 60 mia. dollars, og den er stærkt stigende med en årlig vækst på 10-20 pct. I Danmark er vi dygtige til innovation, har et troværdigt kontrolsystem og et stærkt samarbejde mellem landbrug og forskning. Det er oplagt, at det er i den retning, politikerne skal understøtte dansk landbrug, hvis vi ikke skal køres agterud af lande som Brasilien eller Polen.