torsdag den 14. november 2013

Randzoner: Det store politiske spil

Der er ikke noget, der kan hidse store dele af landbruget mere op end et godt håndfast miljøtiltag. Derfor er der ikke så mange af den slags, og når de endelig fremlægges, bliver de bekæmpet med traktorer, retssager og civil ulydighed. Ofte tør politikerne ikke stå ved deres beslutning om at forbedre miljøet og indsatserne udskydes, udhules eller falder helt bort.

Tag nu bare randzonerne. De har været undervejs siden 1987, men ingen har turdet gennemføre dem, før vi fik en fødevareminister ved navn Mette Gjerskov. Hun turde – selvfølgelig med fuld opbakning fra den øvrige regering og stort set samtlige partier i Folketinget.

Søer, moser og vandløb blev beskyttet
På den måde fik vi i september 2012 et reelt håndgribeligt miljøtiltag, der faktisk vil gøre en forskel med 10 meters beskyttelse om alle vandløb og beskyttede søer og moser.

Nu håber vi, at landbruget i sin nye kærlige omfavnelse af Socialdemokratiet ikke får klemt randzonerne ud af miljøbeskyttelsen.

Lad os lige minde om, at randzonerne har været undervejs i ikke mindre end 25 år, og alle har været enige om, at de bestemt skulle etableres. Randzonerne kom først på den politiske dagsorden i forbindelse med Pesticidhandlingsplan I fra 1987. Det skete der dog intet ved. I forhandlingerne om Vandmiljøplan II kom randzonerne atter på bordet, som det Columbusæg, der skulle opfylde målene vedrørende kvælstofudvaskning.

Martin Merrild, som på det tidspunkt var bestyrelsesmedlem i Landboforeningerne, foreslog, at man udlagde 50.000 ha bræmmer eller randzoner langs vandløbene. Forslaget blev dog hurtigt taget af bordet igen, fordi landmænd med vandløb på deres marker trak håndbremsen.

Og tiden går…….
Randzonerne dukkede op igen i Pesticidhandlingsplan II fra 2000, hvor de skulle udlægges i to tempi med først 20.000 hektar randzoner med udgangen af 2002 og senere 30.000 hektarer. Det skete der heller noget ved. Og sådan trillede årene af sted.

I 2004 slog daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V) i forbindelse med Vandmiljøplan III fast, at nu - nu skulle der ved frivillig omlægning af brakken etableres 50.000 hektar randzoner langs vandløb og søer for at nedbringe landbrugets udledning af kvælstof og fosfor.

Her fik landbruget mulighed for helt frivilligt at gå i gang med arbejdet og præge det. Men det skete ikke. Ved midtvejsevalueringen i 2008 var der kun udlagt 700 ha randzoner. Det fik den siddende VK-regering og støttepartiet Dansk Folkeparti til at gribe ind, og som en del af Grøn Vækst aftalen blev randzonerne obligatoriske.

1.  september 2012 var randzonerne en realitet med opbakning fra et stort set samlet Folketing. I dag er de under heftig beskydning – også fra dem, der ellers var for randzonerne dengang. Den politiske medvind får landbruget til at fortsætte et massivt pres på fødevareministeren for at opgive randzonerne.

Faktum er
Men hør nu her: Randzonerne er ikke pludselig blevet overflødige. Tværtimod. Landbruget bruger stadig sprøjtegifte i mængder, der langt overstiger miljøets tålegrænser. Og det ser ikke ud til at ændre sig. Nye tal viser, at der fra et ellers skyhøjt niveau i 2011 blev langet 31 procent mere gift over disken i 2012. Hamstring på grund af højere afgifter? Ja – det kan være, men også et klart udtryk for, at landbruget ikke selv synes, at der skal skæres ned på forbruget.

Faktum er, at regeringen med randzonerne både sikrer, at Danmark nu opfylder dele af EU’s rammedirektiv om bæredygtig anvendelse af pesticider såvel som Vandrammedirektivets krav om at nedbringe kvælstof og fosforbelastningen af vandmiljøet.

Uden randzoner skal næringsstofferne fjernes andetsteds. Randzonerne står tillige for en væsentlig reduktion af CO2 udledningen. Og så blev randzonerne i øvrigt politisk solgt som kompensation for den natur, der forsvandt, da man pløjede mindst 130.000 ha brak i 2008.

Hold nu fast
Men når landbruget sætter alle hestekræfter ind for at bekæmpe randzoner, så ved vi i Danmarks Naturfredningsforening godt, at det pres kan få selv den mest hærdede politiker til at ryste på hænderne.

Hold nu fast, siger vi bare. I har både DN, de andre grønne organisationer og EU til at bakke op om et af de eneste initiativer, der er gennemført i Vandrammedirektivets 1. planperiode.

Vi ser frem til at få de første vandplaner vedtaget med yderligere beskyttelse af vores vandmiljø og stærk beskyttelse af drikkevandet med boringsnære beskyttelsesområder og en endnu stærkere satsning på økologisk jordbrug som et miljø- og naturpolitisk virkemiddel på de arealer, hvor vand og natur lider skade af sprøjtegiftene – blandt andet der, hvor grundvandet dannes og indvindes.

Vi håber, at det ikke skal tage 25 år. Vi tror, at politikerne ved, at de næste miljøtiltag er afgørende for, hvordan vi sikrer natur og miljø i Europas hårdest dyrkede land.

Vi garanterer, at Danmarks Naturfredningsforening gør sit til, at politikerne ikke mister målet af syne.