torsdag den 4. april 2013

Ulven og den lille rødhætte


Ulv! Det er et forkætret dyr, der har sat gang i en naturdebat, som intet andet dyr i nyere tid. Debatten spænder lige fra fascination til frygt. Der diskes op med de mest grusomme scenarier, og medierne sluger dem råt og grådigt. Ulvene vil tage spædbørn og svagelige, de sidder ude på marken og stirrer ind i de små hjem og aflurer ofrenes mønstre, hvorefter koblet angriber. Alene valget af ordene burde da få den kritiske journalist til at studse.

Men sådan er det desværre ikke. Den seneste ukritiske historie blev bragt i Søndagsavisen og straks rundsendt til alle andre medier, der meget apropos kastede sig som glubske ulve over sagen. En rigtig kioskbasker. Problemet med historien er altså bare, at historien ikke holder!

Men Søndagsavisen ønskede ikke tage sig ulejligheden med at spørge i landene omkring os, blandt de som faktisk arbejder med ulveforvaltning. Eller blot spørge Aarhus Universitet, der  netop har lavet en udredning om blandt andet dette. Eller tjekke nogle af de andre dokumenter fra Vildforvaltningsrådet, som jeg henviste til. Nej – det ville jo tage luften ud af deres historie.

I Danmark er der – måske – to strejfende ulve. I Norge, Sverige, Finland er der mellem 260 og 330.  Vel er der mere natur for ulvene at bevæge sig på i de store nordiske skove end i lille og tætdyrkede Danmark. Men netop derfor er der også en naturlig begrænsning på, hvor mange ulve, der kan leve her i landet.

Man skal hverken romantisere eller dramatisere diskussionen om ulv, men kalde en spade for en spade: ulvene æder en gang i mellem  får, hvis hegningen ikke holder dem ude. Det synes vi, at fåreavlerne skal godtgøres via en vildtskadefond. Men al forskning viser, at hovedparten – nemlig 99 procent af ulvenes føde i Tyskland ikke er husdyr, men blandt andet krondyr. Også her er medierne hoppet på en vildand, når de viderebringer Søndagsavisens oplysning om, at vores ”råvildt vil blive fordrevet”.

Ulvene vil der imod tage de svageste dyr og på den vis være med til at holde bestandene sunde. Jægerne går mest efter de sunde og største, så der er brug for ulven og den lukker et ”hul” i den danske natur, som ikke har haft store rovdyr i 200 år. Og råvildtet findes i så rigt mål, at jægerne accepterer at dele deres del af byttet med danske ulve. Også her kunne man have ulejliget sig med at kigge lidt i notatet fra de danske vildtforskere, der faktisk arbejder med krondyr og rådyr: Her står intet om, at man kan risikere at rådyr og krondyr ”fordrives”.

Men den mest hårrejsende påstand er dog, at ulvene vil gå efter spædbørn og svagelige. Et næsten direkte afskriv efter eventyret om ”Ulven og den lille rødhætte”.

I virkelighedens verden må vi spørge: Hvordan skulle det dog gå for sig i praksis? Angreb på plejehjem og vuggestuer? Der er ingen eksempler på angreb på mennesker i Tyskland, hvorfra ”vores” ulve stammer. Tværtimod er ulvene så sky, at det har været svært at få fotos af dem. Det er en ubehagelig måde at spille på frygten for det ukendte og har heldigvis ingen hold i virkeligheden. Men medierne har udvist en ufattelig liden interesse i at få proportionerne på plads i deres artikler.

Selvfølgelig forstår vi i Danmarks Naturfredningsforening, at man kan blive frygtelig bange ved tanken over en dag at stå ansigt til ansigt med en ulv. For ulven er og bliver et toprovdyr.

Derfor er det vigtigt at holde sig til fakta.  Det fremgår af Århus Universitets notat til Naturstyrelsen om ulvenes farlighed således:

”Ulveangreb på mennesker sker meget sjældent i almindelighed og i Europa endnu mere sjældent, hvor så at sige alle tilfælde kan henføres til rabiessmittede dyr.

Følgende uprovokerede ulveangreb med døden til følge er opgivet fra nyere tid: Polen (1937): 5 tilfælde, Spanien (1957-1974): 4 tilfælde, Rusland (1944-1953): 36 tilfælde. Da Tyskland siden 2008 har været erklæret rabiesfri (Sächsisches Staatsministerium für Umwelt und Landwirtschaft 2009) vurderes risikoen for ulveangreb på mennesker i Danmark som forsvindende lille”. Skulle det usandsynlige ske og rabiessyge dyr dukke op, kan vi vist alle hurtigt blive enige om at fjerne dem omgående.

Men selv i den fordrejede og frygtbaserede form er den nationale diskussion om ulve eller ej alligevel interessant. For debatten om ulvene er også debatten om, hvorvidt Danmark kan rumme vild natur. Eller måske snarere – kan danskerne?

Politikere som Venstremanden Søren Pind opfordrer indirekte til at skyde ulvene, mens andre griber til selvtægt og forgifter rovfugle eller på anden vis ulovligt bekæmper natur, de synes, begrænser deres egen udfoldelsesmulighed eller  blot er uønsket i Danmark.

Det er selvfølgelig helt uantageligt, men viser, at vi mentalt har svært ved at rumme vild natur efter, at vi nu i generationer har brugt mange kræfter på at bekæmpe den. Det viser, at vi anser den natur, vi ikke kan kapitalisere på, som værende unyttig. Naturen har i manges optik således ingen selvstændig berettigelse. Det ses klart af, at selv førhen så almindelige arter som haren eller viben er i tilbagegang, mens vores flittigste hjælpere i landbruget, bierne, har svært ved at finde føde i marken. Kort sagt truer vi hver fjerde undersøgte dyreart på eksistensen.

Heldigvis er de store dyr på fremmarch og vidner om at vi måske alligevel har vild natur tilbage. Ulven, vildsvinet, bæveren og odderen trækker spor langt bagud i vores fælles historie og nu er de for alvor tilbage i den danske natur. Mens vi diskuterer om vi vil lade dem leve her, tvivler kun de færreste på, at regnskovene, tigrene og elefanterne skal sikres, når det gælder andre og typisk fattigere lande. Ja – dele af vores ulandsbistand er netop gået til natur og miljøformål. Men når det gælder Danmark lyder det: skyd dem. Smid dem ud!

Det er en fattig holdning i et rigt land. De store dyr har en særlig betydning for, hvordan vi oplever naturen, og de er med til at trække os ud i naturen og opdage glæden ved en grøn pragttorbist, en spættet bredpande eller en perlemorsommerfugl.

Vi skal ikke lade os nøje med den del af naturen, som vi (i dag) udelukkende mener at kunne omsætte til fødevarer eller på anden måde drage nytte af. For nok kan selve oplevelsen af det vilde ikke umiddelbart omsættes i gangbar mønt, men den utæmmede natur sætter vores eget liv i relief og giver det dybere mening. Dér stresser vi af og bliver en del af et større hele – noget oprindeligt. Og ikke mindst er naturen den fælles reference på tværs af generationer.

Gennem tiderne har vi ladet os betage ved synet af rovfuglen, der slår kløerne i sit bytte. Forundringen over, at snæblen finder vej til de samme gydesteder år efter år, selv om den hverken rejser med kort eller kompas, er fælleseje. Og glæden er med garanti den samme landet over ved lydene i den vågnende forårsskov med synet af anemoner, der dækker den duftende skovbund og solsortens  smukke sang som bagtæppe.

Det lyder som lutter naturromantik, og den slags ufinansierede betragtninger er en stensikker taber, stillet overfor hårdtslående argumenter som vækst, bruttonationalprodukt og arbejdspladser. Men se i stedet naturen som den dyrebareste ressource, vi har – og betragt den som en investering i fremtiden. 80 procent af al ny medicin stammer fra naturen, for eksempel i dyr, planter, svampe eller bakterier. Og det gælder ikke kun i regnskoven vi kan  også  finder den gave i Danmark.

Selv er jeg flere gange rejst til Nordskandinavien og Sydeuropa for at opleve ulvene. Og jeg har teltet i nationalparker med ulve. Det er aldrig lykkedes mig at se andet end spor af ulv, selvom Spanien er det land i Europa, der har flest ulve. Nu glæder jeg mig til at besøge Thy Nationalpark eller hedeområder i det vestjyske. Jeg kan allerede mærke suget i maven over, hvad der - måske - møder mig i naturen.

For alene tanken om mødet med eller bare glimtet af en ulv bringer for alvor alle sanser i spil og hvert eneste spor på stien eller underlige lort under træet, vil blive undersøgt med ekstra omhu og spændt forventning. Der er således ingen grund til at lave tynde avishistorier baseret på afmagtsfølelser som frygt, når der i virkeligheden er en endnu stærkere fortælling baseret på fakta, magi og ægte forundring over naturen. Se det kan blive et rigtigt eventyr!