søndag den 29. april 2012

Goddag til Natur- og Landbrugskommissionen - farvel til mere-af-det-samme


Natur- og Landbrugskommissionen er i gang, og vi glæder os – både på naturens og på landbrugets vegne. Landbruget er det erhverv, der har størst betydning for naturens og miljøets tilstand i Danmark, så her er chancen for at komme med langsigtede løsningsforslag, som for alvor kan gøre en forskel. Løsninger, som kan formindske miljøbelastningen og ændre kursen, når det gælder beskyttelsen af den biologiske mangfoldighed , og som kan sikre, at landbruget kommer godt i gang med den grønne omstilling, som er forudsætningen for, at det også fremover kan være et af landets  betydelige, indtægtsgivende erhverv.
I Natur- og Landbrugskommissionen handler det ikke bare om forvaltningen af nogle tusinde hektar jord. Det handler om hele Danmarks areal.  Her er chancen for at tænke i nye sammenhænge, hvor danske landbrug kommer i balance med dine omgivelser og hensynet til natur og miljø ikke kommer til at stå i modsætning til de økonomiske interesser i landbrugserhvervet men tværtimod skaber fremgang for landbruget.
Slut med MADS
Derfor er det nødvendigt, at gøre op med MADS (Mere Af Det Samme), som har været det gældende princip de sidste 50 år´s landbrugsdrift. Altså højere udbytter fra markerne, større ydelser fra husdyrene, større bedrifter, større maskiner.  I alt for mange år har MADS ført til at økonomi, har stået i modsætning til naturhensyn - både i den enkelte bedrift og nationalt. MADS har resulteret i et dybt forgældet landbrug, med massive miljøbelastninger. Det er tid til at sige farvel til MADS.

Med denne kommissions arbejde, skal vi frem til, at de forskellige hensyn spiller sammen. Vi skal frem til NØJ (Natur, Økonomi, Jobs). Vi skal lægge forudsætningerne for et Danmark, som også i fremtiden skal være et betydeligt landbrugseksporterende land Men også et land med store sammenhængende naturområder, med en rig og mangfoldig natur, godt vandmiljø, arealer til klimatilpasning og til biomasse. Altså synergi mellem hensynet til fødevareproduktion, natur, energiforsyning, økonomi og beskæftigelse.

Vejen derhen går i to spor. Det ene hvor naturen får mere plads ved at arealer omlægges til ekstensiv dyrkning med for eksempel græssende dyr, og der udlægges store naturområder, hvor natur og biodiversitet har førsteret. Det andet gennem større økologisk landbrugsproduktion - som er godt for sundheden, miljøet, naturen, dyrene og vores rene drikkevand - mere bæredygtige energiafgrøder – som kan fremtidssikre vigtige landbrugsindtægter - og mere landbrugsjord ud af drift – for eksempel de lavtliggende jorde nær vandløb og drænede søer, som i forvejen volder landmændene store problemer med oversvømmelser, og som udleder store mængder kvælstof til vores vandløb og fjorde.
Men det er ikke en udvikling, som sker af sig selv, og det er her Natur- og Landbrugskommissionen for alvor skal vise sit værd: Ved at udstikke retningen, sørge for den nødvendige infrastruktur og sikre, at de økonomiske incitamenter er på plads – for eksempel ved at skabe et marked for sunde og velsmagende fødevarer af høj kvalitet - så landbruget får hjælp til at omstille sig i mere bæredygtig retning – bæredygtig både i økonomisk forstand  og set med naturens øjne.

Læs hele Ella Maria Bisschop-Larsens tale til Natur- og Landbrugskommissionens åbning på http://dn.dk/Default.aspx?ID=30746&Purge=True