Naturen kan ikke handles

Vi skal have naturen tilbage. Vi skal have vendt tilbagegangen i biodiversiteten til en rigere og mere mangfoldig natur overalt i Danmark. Det er det, vi arbejder for i DN og det er afsættet for vores krav om, at Folketinget og regeringen giver naturen en helt anderledes politisk prioritet. Men det er afgørende i så ekstremt et naturfattigt land som Danmark.

At vores skove er vigtige for den biologiske mangfoldighed er velkendt. Af samtlige rødlistede arter i Danmark er omkring 65 pct. knyttet til skov, og knap 40 pct. findes udelukkende her. Det drejer sig især om svampe, insekter og laver og mosser. De arter af dagsommerfugle, der er knyttet nært til skovenge, er tæt på at forsvinde helt fra Danmark.

Biologiske hotspots
Kun i nogle få skove har kombinationen af lang kontinuitet og skånsom drift de sidste 200 år betydet, at nogle af de mest følsomme skovarter har kunnet overleve her – mange steder dog i små og isolerede bestande, som ikke kan opretholde sig selv på længere sigt. De bedste skove for én organismegruppe er ikke nødvendigvis de vigtigste for en anden.

Derfor må en effektiv strategi tage udgangspunkt i en kortlægning af skovens biologiske mangfoldighed – dens nøglebiotoper – uanset om skoven er offentlig ejet eller privat. Derefter må levestederne forbedres målrettet i de mest værdifulde skove.

I det nationale skovprogram fra 2002 er målet, at 10 pct. af skovarealet dvs. 57.000 ha inden 2040 skal have natur og biologisk mangfoldighed som primært mål. Seneste opgørelse viser, at 17.000 ha er omfattet af strategien, men kun godt 6.000 ha er beskyttet som urørt. (fra rapporten ”Danmarks Natur frem mod 2020”)

Biodiversitetsskov
Nu har blå blok i Folketinget så netop fremsat et beslutningsforslag om at udlægge 20 procent af statens skove til biodiversitetsskov. Vi har her i foreningen vedtaget at arbejde for, at mindst 20 procent af det samlede skov areal i Danmark skal have biodiversitet som formål.

Så vi siger et stort rungende ja tak til, at skovenes biodiversitet skal i højsædet på de arealer, som i dag har højest naturkvalitet eller størst potentiale. Det skal ske på velvalgte områder i statsskovene, men da ikke mindst i de private skove, som udgør tre fjerdedel af landets skovareal.

De bedste perler skal identificeres både statsligt og privat. Her er det vigtigt at lytte til den kritik, der har været fremsat om, at statens tidligere udlæg ikke altid har været målrettet mod biodiversitet. Vi ser frem til, at forskerne kommer med forslag til konkrete kriterier for udlæg af skov til biodiversitet.

Private skove
Vi arbejder også for perlerne i de private skove. Naturen her er - i modsætning til statens skove - i mange tilfælde ubeskyttede, og der er meget langt til en tilstrækkelig indsats for at finde og beskytte disse perler, som er rester af Danmarks oprindelige skove.

Det udelukker selvfølgelig ikke, at staten bør vise det gode eksempel ved at gå hurtigere og længere for at bevare og udvikle skovenes biodiversitet.

Sådan er det langt fra i dag. Vi har derfor også rettet skarp kritik af regeringens – eller skal jeg sige rød bloks - forslag om at udlægge skallede 250 ha mere skov til biodiversitetsskov. Det skete i regi af den nye Naturplan Danmark, der ellers rummer fornuftige elementer. Men skovdelen er indlysende for fattig.

Så selvfølgelig tager vi med kyshånd imod nogle flere hektar god skov. Det er jo så lidt sjovt, at forslagsstillerne slipper uantastet af sted med at præsentere deres forslag om, at skovenes biodiversitet skal i højsædet på nye 20 procent af det samlede offentlige skovareal.

For som sagt, er dele af statsskovene allerede dedikeret naturen, mens der også er en målsætning på plads om mere og bedre skov. Det går dog ikke for godt, så lad mig gentage: Vi hilser forslaget om mere biodiversitetsskov mere end velkomment.

En dårlig byttehandel
Det, vi ikke kan acceptere, er kalkulen fra Venstre, Dansk Folkeparti, Konservativt Folkeparti og Liberal Alliance. Den går nemlig på, at man mod en indsats på reelt omkring ti procent af skovens areal, inddrager 20 procent af den beskyttede natur i det åbne land.

Sigtekornet er rettet mod 25.000 ha natur, der i dag er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens §3. Det er nok en god byttehandel for skovnaturen, men det er da en uhellig handel for naturen i det åbne land.

Reelt handler forslaget om at give landbruget det, som erhvervet hævder at miste med regeringens sprøjte og gødskningsforbud i den beskyttede natur.

Men sådan kan vi ikke handle. Arterne på kulturenge, som Tøndermarsken og Værnengene, er allerede i dag presset i bund og skal jo have en stærkere beskyttelse snarere end en svagere. Arter som brushane, engryle og stor kobbersneppe får således ikke bedre levevilkår af, at vi gør en indsats i skovene – uagtet, at indsatsen her er stærkt tiltrængt.

Tilfældige nedslag
Danmarks Naturfredningsforening arbejder for helstøbte, vidensbaserede, målbare og varige løsninger frem for byttehandler, der ganske vist tilgodeser noget natur, men opgiver noget andet natur.

Som miljørets-eksperten, professor Peder Pagh, så rammende udtrykker det i bogen ”Danmarks Natur – frem mod 2020”, så ”ligner den traditionelle danske tilgang til beskyttelse af biodiversitet en slags Hjallerup Marked, hvor beskyttelse og fravigelse flyder sammen i en slags forhandlingskultur”. Og professoren konkluderer, at ”der er mange nyttige ideer, men hvis ikke de skal ende med at gøre mere skade end gavn, skal de netop ikke anvendes fragmentarisk, men bør indgå i en samlet reform, der sigter mod en sammenhængende retlig ramme for en langsigtet beskyttelse af biodiversitet i Danmark”.

Jeg er enig. Det er en fallit for naturbeskyttelsen i Danmark og årtiers manglende politiske vilje til at reelt at beskytte naturen, altså heder, moser, ferske enge, strandenge i det åbne land, der nu fører til, at blå blok helt opgiver beskyttelsen og overdrager de sidste rester natur til landbruget og ploven.

I et land, der er så ekstremt naturfattigt som Danmark, må naturbeskyttelsen ikke være et spørgsmål om et enten eller. Danmarks Naturfredningsforening kæmper for, at det er et både og.

Naturen er vores nationalformue

“Et lands naturskønhed er en nationalformue, hvoraf slægt på slægt gennem sekler skal leve. En eneste generation kan lægge den øde; ikke snese af generationer kan bringe den på fode igen. Intet slægtled med tilbørligt fremsyn og med respekt for det overleverede, vil gå med til et sådant ødelæggelsesværk. 

De erhvervskilder, der vel i øjeblikket øger en nations kapital, men samtidig forringer summen af national lykkefølelse ved at færdes i hjemlandets natur, som nedsætter naturens kunstneriske værdi og formindsker dens inspirationsværdi for en fremtids digtere, tapper i virkeligheden nationens hjerteblod; de bidrager til formindskelse af fremtidens nationalfølelse, og de forringer den jordbunds kvalitet, hvori kærlighed til egen jord skal slå sine dybeste rødder. 

Opretholdelse af et lands oprindelige naturskønhed har intet med føleri at gøre; ødelæggelse af den for øjeblikkelig vindings skyld særdeles meget med brutalitet.” 

I år er det akkurat 100 år siden, at zoologen Carl Wesenberg-Lund (1867-1955) skrev sin natur erklæring. Den rammer bemærkelsesværdigt præcist og direkte ind i den naturkamp, der i dag pågår med uformindsket styrke.

På vej til biodiversitetssymposium på Aarhus Universitet, vil jeg med Carl Wesenberg-Lunds ord holde vore folkevalgte politikere op på deres ansvar for vores natur. Symposiet vil vise, at det har tidligere generationer af politikere ikke magtet. Vi mister der imod biologisk mangfoldighed i en forfærdende fart.

Hvis politikerne anno 2015 heller ikke magter opgaven – ja så er det brutalt!

Landbrug: Visionsløst politisk udspil

Vi er netop udnævnt til verdens bedste land, når det gælder klimaløsninger. Kloden rundt sælger Danmark løs af grønne teknologier og eksporten af dansk økologi eksploderer. Det sker, fordi en stadig større del af verdens befolkninger vil have grønne løsninger og her dur gårsdagens løsninger ikke.

Derfor er det ærgerligt at læse at et nyt valgoplæg fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der lover flere svin i stalden og mere gylle på marken. Håbet er, at det skulle løse landbrugets massive problemer.

Det forekommer nærmest uærligt at foregøgle landmændene, at de kan løse deres problemer med samme tankegang, der skabte dem.

Det er politisk visionsløst at ville masseproducere endnu flere svin i Danmark. Det kan gøres uendeligt meget billigere i andre lande, og det løser ikke problemer med MRSA, dyrevelfærd, og natur og miljø.

Det giver heller ikke flere arbejdspladser.

Fra 2003 til 2013 steg svineproduktionen fra 24,6 til 29 millioner svin, men i samme periode faldt antallet af job på slagterierne med en tredjedel.
Det samme gælder arbejdspladserne på gårdene, hvor flere end 23.000 er forsvundet. Og årtiers ensidige krav om "mere af det samme" har været med til at gældsætte landbruget til op over kanten af gylletanken.

Det hårdest opdyrkede land
Vi skylder også på natur-og miljøsiden. Danmark er nemlig Europas hårdest opdyrkede land. Den massive husdyrproduktion giver os nogle særlige udfordringer, fordi vi samtidig har noget af Europas mest sårbare vandmiljø. Det er derfor nødvendige miljøkrav, Danmark har, og vi er faktuelt langt fra i mål, når det gælder natur-og miljøbeskyttelse.
De borgerliges idé om at give køb på miljøbeskyttelsen er således dødfødt. EU har allerede øje på den svage danske vandindsats, og flere svin og mere gylle vil koste skatteyderne deres rene vand, mangfoldigheden af arter og årtiers indsats for natur og miljø sættes i stå eller fortabes.

Tænk, hvis V, K og DF i stedet ville anerkende potentialet i det, de selv kalder verdens bedste landbrug. Selvfølgelig skal det danske landbrug ikke blot producere bulkvarer, når en stærkt stigende andel af verdens forbrugere vil bruge en større andel af deres indkomst på fødevarer, som både i produktionsmetoder, fødevaresikkerhed og i smag er af en meget høj standard.

Det handler om mod og visioner
Jeg ville ønske, at landbrugets ledere kunne finde modet og ærligt fortælle deres medlemmer, at det er nye tider. Vi kan ikke længere gøre, som vi plejer. Vi vil ikke længere have mere af det samme. Vi vil have ordentlige varer - produceret med et ærligt fokus på natur og miljø omkostningerne - på dyrevelfærd og folkesundhed. Og på grøn omstilling og varige arbejdspladser i Danmark.

Jeg ville ønske, at alle Folketingets partier kunne finde modet til at gribe visionen om et Danmark i den grønne førertrøje - også når det gælder landbrug. At partierne sammen bidrager til en plan for en grøn omstilling af landbruget, som bringer dansk landbrug foran med kvalitet, dyrevelfærd og hensyn til sundhed, natur og miljø.

Det økologiske forbrug af fødevarer vokser støt, ikke kun i Danmark, men over hele verden. Vores eksport er således fordoblet på fire år.

I 2012 udgjorde den samlede omsætning af økologiske fødevarer i verden mere end 60 mia. dollars, og den er stærkt stigende med en årlig vækst på 10-20 pct. I Danmark er vi dygtige til innovation, har et troværdigt kontrolsystem og et stærkt samarbejde mellem landbrug og forskning. Det er oplagt, at det er i den retning, politikerne skal understøtte dansk landbrug, hvis vi ikke skal køres agterud af lande som Brasilien eller Polen.

DN står bag Naturplan Danmark

Da statsminister Helle Thorning-Schmidt sammen med miljøminister Kirsten Brosbøl og for rullende kameraer præsenterede Naturplan Danmark i mandags, var det en sejr både for naturen og for alle de danskere, som med rette bekymrer sig for naturens tilstand i vores hårdt dyrkede kulturlandskab. Det var også en klar sejr for os i Danmarks Naturfredningsforening, fordi vi med stærk stemme i mere end et årti har efterlyst netop en samlet plan for naturen.

En samlet plan får vi altså nu. En plan, som ganske vist har svagheder, men som er det første reelle initiativ til at vende årtiers nedgang i naturen, en plan, som for første gang nogensinde i dansk naturpolitik indeholder både mål, køreplan og virkemidler. Naturplan Danmark skal gøre en konkret og målrettet forskel ude på naturarealerne, lyder det, og det er tiltrængt. Hver fjerde undersøgte art er truet, og samtlige vores naturtyper vurderes i officielle rapporter til at være i ugunstig tilstand. Vi er Europas hårdest dyrkede land, og vi har noget af den allermest forarmede og fragmenterede natur i vores del af verden.

Naturens netværk
Derfor er en helt central del af planen Det Grønne Danmarkskort, som skal binde de værdifulde naturområder sammen, så arterne får bedre plads og kan bevæge sig mere frit mellem de grønne områder. Det glæder mig, at politikerne endelig får øjnene op for, at sammenhæng i naturen er helt og aldeles afgørende for at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed.

Men der er store udfordringer. Naturplanen bygger i høj grad på frivillige indsatser, som forudsætter, at ambitionerne finder bred forståelse i land- og skovbruget. På centrale områder vil Naturplan Danmark vise sig at være utilstrækkelig i forhold til de mål, som nu sættes, og som vi er internationalt forpligtet til. For indsatsen i skovene, hvor flest af de truede arter lever, er planen alt for uambitiøs og mangler tydelige mål. Et andet eksempel er de danske farvande, hvor blot ét nyt stenrev skal genoprettes. Det er mildt sagt ikke imponerende. Og planen adresserer ikke problemet med luftbåren kvælstofstofforurening, som er et grundlæggende problem for dansk natur. Og så videre. På den måde kan der findes masser af hår i suppen.

Vi vil gøre vores
Ikke desto mindre må vi i Danmarks Naturfredningsforening gøre vores til, at naturplanen lykkes. For naturen skyld og for de fremtidige generationer, som skal have mulighed for at nyde den. Med 125.000 medlemmer udgør vi nemlig et vigtigt udgangspunkt for den folkelige forankring, der er nødvendig, når udviklingen skal vendes, så naturen igen kan gå frem. Jeg håber også, at regeringen finder opbakning til Naturplan Danmark på tværs af folketingssalen. Det er nemlig afgørende med et solidt politisk flertal til at understøtte den folkelige opbakning.

Regeringen skriver selv i Naturplan Danmark, at de vil ”arbejde for, at tilbagegangen i naturens mangfoldighed standses inden 2020.” Planen er næppe nok til nå det mål. Den er ikke perfekt, men den er alligevel et stort skridt i den rigtige retning, og i DN stiller vi os nu til rådighed både lokalt og på landsplan for det videre arbejde.

En fond til naturens bedste

Den Danske Naturfond er født og det er den bedste nyhed, vi har fået for naturen i årevis. Med den nye nationale naturfond er der nemlig nu skabt mulighed for, at vi igen kan få en rig og mangfoldig natur og det, er der hårdt brug for.

Den Danske Naturfond er en realitet takket være særligt Aage V. Jensens Naturfond og Willum Fonden. Stor tak til dem! Vi kan også takke os selv i DN for sammen med de andre grønne organisationer at have lagt et massivt pres på regeringen og igen og igen har slået på, at vores natur er så presset, at der skal noget ekstraordinært til. Det fortalte vi også klart og tydeligt i et grønt opråb i de store dagblade sidste år. Her sagde vi: Kom nu med en uafhængig naturfond.

Kampagner for at bruge naturen
Nu er Den Danske Naturfond så en realitet. Fonden fødes i en tid med stadigt større pres på naturen og hvor hver en plet jord skal bidrage til vækst. Disse dage kører store kampagner, der har det fælles, at man vil have fjernet de sidste forhindringer for frit at kunne til side sætte hensynet til natur og miljø for at skaffe selv en kortsigtet økonomisk gevinst. Den ene går på at få lettet ja – nærmest helt fjernet planloven. Glemt er det, at planloven er et godt og demokratisk værktøj til at afveje de mange forskellige individuelle ønsker til at bruge vores fælles værdier i et land hvor 2 procent af befolkningen ejer de 75 procent og ikke mindst skal planloven være med til at sikre en klar adskillelse mellem by og land så ikke enhver plet fælles natur inddrages.

Den anden kampagne kører på, at Danmark skulle overimplementere EU's regler, når det gælder landbruget. Derfor vil erhvervet have lov at gødske mere og dermed forurene mere. Kampagnen kører - uagtet den realitet, at Danmark i forvejen er Europas hårdest dyrkede land, har flest svin pr.indbygger og har noget af det mest belastede natur.

Men der er stor politisk lydhørhed over for disse kampagner.

Mere og bedre natur
Det er i disse benhårde realiteter, Den Danske Naturfond nu skal ud og virke. Vores ønsker til den, er mange. Både enge, overdrev og skove skal fremover have et rigere naturindhold og de skal hænge bedre sammen, så naturen kan brede sig.

Derfor skal fonden især være med til at styrke naturens mangfoldighed gennem forbedringer af levestederne for beskyttelsesværdige dyr og planter. Vi skal have genskabt sammenhængen mellem den eksisterende natur og det indebærer typisk opkøb af relevante landbrugsjorder, der jo med 62 procent fylder langt største delen af det danske areal.

Det bliver en spændende tid og jeg er sikker på, at naturfonden også vil være en styrke i den nye naturplan, der er varslet i efteråret. Jeg lover, at Danmarks Naturfredningsforening med sine 125.000 medlemmer vil være med til at sikre den folkelige opbakning bag fonden og vi stiller os gerne til rådighed, hvor det skulle blive nødvendigt. Men foreløbigt skal der herfra lyde et stort tillykke til alle danskere. Vi har i dag fået en stor gave med Den Danske Naturfond.

MRSA: Vi vil have en svineproduktion, vi kan leve af – ikke en vi dør af!

Nu må politikerne tage kikkerten fra det blinde øje og se den danske svineproduktion for det, den er: Et produktionssystem, der har slået fejl. Det koster ikke bare skatteborgerne, natur og miljø dyrt. Det koster også menneskeliv.

Indenfor få uger offentliggøres en lang liste over svinefarme, der er inficeret med den livsfarlige MRSA. MRSA har hidtil kostet fire mennesker livet, men myndighederne har hidtil forsøgt at hemmeligholde, hvilke svineproduktioner, der er ramt. Dermed har ingen kunnet vide sig sikker, da smittebærerne af de resistente bakterier ikke nødvendigvis selv er syge.

Vask hænder

Fødevareminister Dan Jørgensen netop bebudet en indsats mod MRSA, men den har mødt sønderlemmende kritik fra forskerne og forventes ikke dæmme op for antallet af smittede. Indsatsen handler kort fortalt om, at man skal vaske hænder og skifte tøj, når man har været i produktionsanlægget.

MRSA føjer endnu en slagside til en svineproduktion, der koster os alle dyrt. Udenfor svinestalden trækker svineproduktionen tunge spor i landskabet. De enorme mængder gift, gylle og gødning, vi hvert år hælder ud på markerne, presser miljøet så voldsomt, at naturen er på et hidtil uset lavpunkt. Og miljøproblemerne trækker også spor helt til Sydamerika hvor danske landmænd hvert år importerer soja for 3 mia. kr. til svinefoder. Vi subsidierer denne landbrugsindustri med skattekroner og skal samtidig bruge endnu flere til at rydde op efter den. Alligevel forsvinder arbejdspladserne ud af landet og uanset, hvilke aktører du spørger – også i slagteribranchen, så vil det fortsætte. Flere svin giver ikke flere job i Danmark.

Det er helt galt

De eneste, der stort set fastholder, at den danske svineproduktion er rygraden i den danske økonomi og at vi derfor skal have endnu mere af det samme, er politikerne på Axelborg og på Christiansborg. Men det vil klæde politikerne og landbrugstoppen, at sige det som det er, i stedet for at lade befolkningen tro, at flere svin giver jobs, vækst og velstand i Danmark. Vi lader altså som om, at intet er galt. Men det er der – helt galt endda, viser udbruddet af MRSA:

Den danske konventionelle svineproduktion er kendt for at være højeffektiv. Denne effektivitet bygger i høj grad på at smågrisene skal fjernes fra soen så tidligt som muligt, så soen hurtigt kan blive drægtig igen og producere endnu flere grise. Men den tidlige fravænning er i den grad i strid med grisenes natur. I 3-4 ugers alderen er smågrisenes tarmsystem endnu kun beregnet til at fordøje mælk og det kan selv sagt ikke lade sig gøre, når de skal væk fra soen. I stedet sker der en brat overgang til fast føde, hvilket uden bakteriedæmpende medikamenter forårsager massiv diarre og stor dødelighed blandt de små grise.

Vil vi have svin eller sundhed?

Tidligere var det derfor rutine, at smågrisefoderet var tilsat antibiotika, men dette blev forbudt for at hindre udvikling af antibiotikaresistente bakterier. Og derfor bryster danske svineproducenter sig af et relativt lavt antibiotikaforbrug. Det var heller ikke det store problem for svineindustrien at ophøre med at tilsætte antibiotika til foderet, for man bruger bare kobber og zink i stedet.

Men resistensen forsvandt ikke – der kom kun mere af den og vi ved nu også hvorfor! Flere forskere, blandt andet fra Aarhus Universitet, har påvist at både kobber og zink på nøjagtig samme måde som antibiotika, giver antibiotikaresistente bakterier. Samtidig er især kobber formentligt et større problem end at bruge for meget antibiotika, for mens det sidste bliver nedbrudt i naturen, så forsvinder kobber ikke.

Det ophobes i stedet i jorden og en fortsat udspredning af gylle fra smågriseproduktionen vil langsomt ophobes i jorden. Og kobber er en miljøgift, som påvirker både de vilde dyr og de mennesker, som spiser afgrøderne fra de kobberbelastede marker.

Så ligegyldigt om vi producerer smågrise ved hjælp af antibiotika eller kobber, så er det en produktion som skaber flere og flere resistente bakterier, der igen vil betyde flere og flere infektioner, som ikke kan behandles med antibiotika og derfor kan blive livstruende.

Færre svin – flere gode grise

Den eneste måde at stoppe denne dødsspiral er at holde op med at fravænne smågrisene i en alder, hvor de får diarre. Modstanden er enorm, for det vil samtidig betyde et farvel til den intensive danske svineproduktion.

Men vi bliver nødt til at spørge os selv, om det er nogen god ide at prøve at holde kunstigt liv i en konventionel svineproduktion, hvor dyr lider i staldene og der er massive miljø og sundhedsproblemer både her og i andre verdensdele og fare for menneskers sundhed. Og så er det ikke engang nogen særlig god forretning og bidraget til nationalregnskabet er vigende.

Burde vi ikke i stedet erkende, at systemet har fejlet og at problemerne ikke kan løses ved at svineproducenterne og politikerne blot skal vaske hænder? Burde vi ikke sadle om mens tid er og i stedet indrette en svineproduktion, som hverken gør mennesker syge eller forurener vores miljø.

I Danmarks Naturfredningsforening ønsker vi, at der sættes massivt ind på at producere bæredygtigt og det gør de økologiske landmænd. Det er heldigvis også varer, der i stigende grad efterspørges både herhjemme såvel som i udlandet. Lad os fjerne de barrierer, der er for at lægge om til økologi og i øvrigt støtte den ægte bæredygtige produktionsform.

Vi vil have en svineproduktion, vi kan leve af – ikke en vi dør af!

Tænk grønt, når du stemmer til EU valget

Der er meget diskussion om fordele og ulemper ved EU netop nu. Lad mig bare slå en ting fast: Vi har brug for EU, når det gælder om at passe på vores natur og miljø. Det har vores eget Folketing gennem en årrække nemlig vist, at de ikke magter. På natur og miljøområdet er det således reelt EU-direktiver og regler, der i de seneste godt 10 år, har været løftestang for natur- og miljøindsatsen i Danmark. Vi kan konstatere at nye mål, og en opretholdelse af beskyttelsesniveauet ikke ER kommet fra skiftende danske regeringer. Havde vi ikke haft EU reglerne, var tilstanden for den danske natur blevet yderligere forværret.

Danskerne vil have mere EU på miljøet
På mange måder er politikerne ude af trit med befolkningerne, når de kører diskussionen om EU op til alene at handle om indre marked og velfærdsydelser. Hvor 25 pct. af samtlige europæere syntes, at EU skal styrke sin miljøpolitik, så er det hele 44 pct. af danskerne, der synes det samme. Det overgås kun af, at 49 pct. af danskerne mener, at EU skal lægge mere vægt på kampen mod kriminalitet. Det viser en undersøgelse fra EU Barometer.

Men alligevel præges debatten af en række vildfarelser. En er, at Danmark er foregangsland på miljøområdet. Det var måske nok rigtigt for 15 år tilbage, men er det desværre bestemt ikke længere. Mange andre EU lande er kommet miljømæssigt op på samme niveau, og Danmark har stået stille.

Vildfarelser om EU og Danmark
En anden vildfarelse er, at Danmark er duks i EU, når det gælder at gennemføre EU’s lovgivning. Men Se blot på de stigende antal åbningsskrivelser for manglende implementering som er kommet fra kommissionen på natur og miljøområdet over de seneste år. Her ligger Danmark helt på linje med EU-lande, som vi før i tiden helst ikke ville sammenligne os med, når det drejer sig om nølende gennemførelse af direktiver. Bare tænk på vandrammedirektivet. Ser vi på affaldsområdet kommer Danmark med regeringens ressourcestrategi fra 2013 først med gennemførelsen af den op på EU’s minimumsniveau for genanvendelse og sortering etc.

En tredje vildfarelse er, at Danmark overimplementerer EU’s direktiver.  Det er særligt landbruget, der fremfører den påstand. Men ifølge EU’s direktiver skal mål i naturbeskyttelsen sættes efter de naturgivne forhold og i forhold den tilstand naturen er i. Danmark er verdens mest opdyrkede land og har seks gange så mange svin, som vi er borgere. Vi er begunstiget med nogle lavvandede kystnære vandområder, der tjener som yngle-, raste- og fourageringsområder for trækfugle og Danmark er blandt de 10 vigtigste destinationer for fugle i verden. Det betyder, at vi på nogle områder skal have strammere miljøregler i Danmark end nogle andre EU lande med andre med andre forhold. Der er derfor ikke tale om ”overimplementering” og andre produktionsforhold for landbruget, men derimod at vi har et andet naturgrundlag, som skal kunne holde til den ekstremt store husdyrproduktion.

Sandheden er ilde hørt
De danske politikere vrider sig voldsomt under dette faktum – og ender som regel med at ignorere det. Det er forklaringen på, at vores natur er på et uset lavpunkt og at der dags dato ikke er sat noget i værk for at ændre dette – tværtimod har den nuværende regering udhulet de få tiltag såsom randzoner, grødeskæring og efterafgrøder, som ellers var vedtaget under den tidligere regering. Ej heller vores rene drikkevand magter regering eller kommuner at beskytte tilstrækkeligt mod sprøjtegifte og kvælstof og her har vi igen måtte trække EU kortet for at få sat gang i at udlægge beskyttelsesområder der, hvor vandet indvindes. Vi sendte således sidste måned en klage til EU over nøleriet.

Så EU går foran, akkurat som EU er bagstopperen for, hvor lidt Danmark kan slippe af sted med, når det gælder indsatser for vores natur og miljø. Derfor opfordrer jeg til, at du stemmer grønt, når du går til valg den 25 maj 2014.